NIELS JOHAN KNØSS
"Som 30-årig flyttede jeg fra byen langt ude på landet, nærmere bestemt ud i den østhimmerlandske natur. Billedkunstnerisk var det ikke just kærlighed ved første blik. Den overvældende natur, hvor alting nærmest væltede op af jorden, de bløde, runde bakker og endeløse rækker af træer og skove m.m. stod i en uendelig kontrast til mit daværende maleri.
Der var ikke engang lagt op til en flirt imellem de 2 ulige størrelser. Der skulle komme til at gå over 10 år før de nærmede sig hinanden. Det var derfor et meget modent par, der omsider fandt sammen.
Nu er de til dagligt sammen på godt og ondt. Det enkle, klare udtryk fra tidligere billeder er bevaret. Den storladne, detaljerede natur har måttet give indrømmelser ved foreningen. Stadig er den dog en stor frister, med mange lokkende tilbud, hvor jeg må holde hovedet koldt. Kærligheden slår af og til gnister, men et par timer i lyksalighedens land ind imellem, gør slidet værd"
Udøvende billedkunstner bosat i Nordjylland. Arbejder fortrinsvis med landskabeligt inspireret malerier i acryl.
Copyright @ Niels Johan Knøss